Bookmark and Share      

Spring Cup i Silkeborg 2011

Spring Cup i Silkeborg 2011.

Team Gym gymnastik er, som navnet lader antyde, holdgymnastik. En normal holdkonkurrence består af en runde trampetspring, en runde af springserier på måtte samt en gulvøvelse, hvor hele holdet laver en rytme serie.

Der afholdes imidlertid også enkelte individuelle turneringer i trampet- og måttespring. Spring Cup i Silkeborg er formentlig landets største individuelle turnering og med over 800 deltagere fra hele landet, betegnes den da også som det uofficielle individuelle danmarksmesterskab.

Viborg Gymnastik Forening deltog lørdag den 3. december med mere end 60 gymnaster i alderen 8 til 18 år. Det høje deltagerantal fra VGF er sig selv tegn på den positive udvikling i Team Gym afdelingen i VGF, da der stilles forholdsvis strenge krav til sværhedsgraden af de spring gymnasterne som minimum skal springe.

Det var således med godt mod på tilværelsen gymnasterne indledte stævnet tidligt lørdag morgen, men samtidig med nogen spænding, da flere af de største medaljehåb var eller har været skadede. Herudover er det den tid af sæsonen, hvor gymnasterne bygger yderligere sværhedsgrad på deres spring frem mod forårets holdkonkurrencer, så mange af gymnasterne havde tilmeldt spring, der ligger på grænsen af deres kapacitet.

Turneringen foregår med en indledende runde, hvor op mod 80 gymnaster skal forsøge at kvalificere sig til finalerunden, hvortil de bedste går videre. Gymnasterne har 2 spring i hver disciplin og hvert spring tæller. Det er med andre ord både i bogstavelig og overført betydning knald eller fald. Mange timers ugentlig træning skal konverteres til et succesfuldt spring på få sekunder. Fejler man er medaljehåbet og i de fleste tilfælde også en finaleplads uden for rækkevidde. Udover styrke, smidighed, koordination og tonsvis af træning, kræves der således også en god portion kontrol af nerver.

Under de forudsætninger er det naturligt, at dagen byder på både smil og tårer. Heldigvis fornægter det sig ikke at gymnasterne til hverdag deltager i en holdsport. Der er masser af opbakning og trøstende ord, også på tværs af alder, køn og klubtilhørsforhold.

VGF pigerne og drengene klarede sig rigtig godt. I alt opnåede VGF 34 finalepladser.

Finalepladserne blev vekslet til følgende medaljer:

U10 Piger Trampet: Sølv til Mille Gedsted Hansen
U11 Piger Måtte: Sølv til Marie Søbo Andreasen
U12 Piger Måtte: Sølv til Fiona Marie Feveille Young
U12 Piger Trampet: Guld til Fiona Marie Feveille Young
U13 Piger Trampet: Sølv til Stine Hald
U14 Piger Måtte: Bronze til Rikke Lanng
U12 Drenge Trampet: Bronze til Tobias Andersen
U15 Drenge Måtte: Bronze til Oliver Toft Lienhøft
U15 Drenge Trampet: Bronze til Oliver Toft Lienhøft
U16 Drenge Måtte: Bronze til Alexander Leander Knudsen

Viborg Gymnastik-Forening | Sct. Laurentii Vej 22a, 8800 Viborg  | Tlf.: 86 60 35 00