I Blid Mindful Yoga arbejder vi med en kombination af fysiske øvelser, meditationer, åndedrætsøvelser og afspænding. Øvelserne løsner blidt op for myoser, træthed, afhjælper fysiske og mentale spændinger og kan desuden være med til at regulere et ustabilt blodtryk.
De fysiske øvelser er en kombination af styrke-, stræk- og balanceøvelser, og vi møder vores krop lige der, hvor den er, med respekt for kroppens grænser. Vi har opmærk-somhed og nærvær med i bevægelserne og fokus på vores trofaste følgesvend og hjælper, åndedrættet.
Vi indleder hver yogatime med en komme-til-stede meditation, med åndedrættet i fokus, hvorefter vi laver lidt opvarmningsøvelser. Øvelserne foregår i et roligt tempo, og I får forslag til modifikationer og evt. brug af hjælpemidler, og man kan også være med, selv om man har lidt skavanker, der skal tages hensyn til.
For mig er humor, livsglæde og fællesskab også en vigtig del af yogaen, selv om vi er ”alene” på vores yogamåtte.
Vi afslutter altid med 10-15 minutters dybdeafspænding, så du kan gå hjem med en dejlig ro i både krop og sind.